Moderne Indien og Sydasienstudier

Bastian og Mikkel læser på deres 7. semester af moderne Indien og Sydasienstudier. Her lærer de om Indiens kultur, samfundsforhold og sproget hindi.

Uddannelsen tager fire år i stedet for tre, som en bachelor normalt tager. Undervejs skal man et semester på udveksling, og så har man tilvalgsfag, som gør det muligt at dreje uddannelsen i den retning, man synes er spændende.

Her har Mikkel været i praktik hos et konsulentfirma, og Bastian har valgfag på musikvidenskab.

I afsnittet fortæller de om deres oplevelse med at starte på studiet sammen og om løbende at hjælpe hinanden, når studiet har været udfordrende.

I podcasten dykker de også ned i de forskellige sprog- og samfundsorienterede fag, man kommer igennem. Og så fortæller de om at turde kaste sig ud i at tale hindi og om det trygge læringsmiljø, der er på studiet - også når det går mindre godt.

Lyt med, og bliv klogere på moderne Indien og Sydasienstudier på KU.

Mellemøstens sprog og samfund (arabisk, hebraisk, persisk, tyrkisk)

Ayo læser mellemøstens sprog og samfund på 3. semester.

Når man læser mellemøstens sprog og samfund, vælger man at specialisere sig i enten arabisk, hebraisk, persisk eller tyrkisk. Her har Ayo valgt persisk, som man taler i Iran.

Mellemøstens sprog og samfund er et småt studie, hvor man oftest er opdelt i sprogfagene. Fag om litteratur, kultur og historie i Mellemøsten har man dog sammen med de andre sprog.

Uddannelsen tager 3,5 år og inkluderer bl.a. et udvekslingsophold. Her skal Ayo til Tyrkiet for at gå på en sprogskole, hvor hun kan studere persisk.

I afsnittet fortæller Ayo også om, hvordan hun har oplevet dét at skulle lære et helt nyt sprog, og hvordan hun løbende har udviklet sig.

Hun fortæller også om hverdagen på studiet, fremtidsmulighederne og studiemiljøet.

Derudover deler Ayo sine erfaringer med at lide af eksamensangst. Hun kommer derfor med sine bedste råd til, hvordan man kan overkomme det og få en god oplevelse med især de mundtlige eksamener.

Lyt med og bliv klogere på mellemøstens sprog og samfund på KU.

Engelsk

Michala læser engelsk på 6. semester. Her har hun fag om sprog, kultur, samfund og historie. I disse fag nørder hun bl.a. grammatik og litteratur.

Hun fortæller også, at der er en række valgfrie fag på studiet. Her kan man fx komme på udveksling eller tage fag på et andet institut. Da Michala skulle vælge, snuppede hun et sociolingvistisk valgfag og et om litterære værker fra romantikken.

I afsnittet fortæller Michala også om det sociale liv. På hendes hold har de været gode til at bruge hinanden både fagligt og socialt. De har fx siddet på biblioteket og læst sammen og været i fredagsbaren.

Når snakken falder på fremtiden, fortæller Michala, at engelskstudiet kan åbne mange døre. Man kan fx arbejde med kommunikation, på et forlag eller en ambassade. Michala vil gerne have muligheden for at blive gymnasielærer. Derfor har hun sidefag i historie.

Til slut fortæller Michala, at hun blev diagnosticeret med ADHD i begyndelsen af sin studietid. Hun fortæller, hvilke udfordringer det gav hende, og hvordan hun har det i dag.

Lyt med, og bliv klogere på engelsk på KU.

Informationsstudier

Karoline læser informationsstudier på 4. semester. Uddannelsen er en humanistisk it-bachelor, hvor man bl.a. dykker ned i algoritmer, digitalisering og metadata. Og så lærer men også om, hvordan organisationer og kulturinstitutioner kan skabe og videredele information.

I afsnittet fortæller Karoline om de to forskellige specialiseringer, man kan vælge på uddannelsen.

Den ene er en specialisering i information og it, hvor man fordyber sig i platforme, systemer og digitalt design.

Karoline har selv valgt den anden specialisering, som er i arkiver, biblioteker og museer. Her lærer man om kulturformidling, og hvordan man gør kulturinstitutioner relevant i en digital tidsalder.

Hun fortæller også om fremtidsmulighederne og det sociale liv på studiet; om at have vagt i fredagsbaren, være tutor for den nye årgang og holde strikkeaftener.

Lyt med og bliv klogere på informationsstudier på KU.

Skov- og landskabsingeniør

Celine læser til skov- og landskabsingeniør på 6. semester. Uddannelsen tager man på skovskolen, som både ligger på Djursland og i Nødebo.

Celine læser i Nødebo, hvor hun også bor på skolens område. I afsnittet fortæller hun om alle fordelene ved at bo tæt på der, hvor hun har undervisning og om det helt særlige studiemiljø, der findes i Nødebo. Her foregår fredagsbaren i en bjælkehytte, mens hverdagen bliver brugt i naturskønne omgivelser.

Som skov- og landskabsingeniør lærer man om træer og planter, at udnytte naturens potentiale og om at passe godt på den. Man har bl.a. fag om skovpleje, økologi og naturforvaltning.

Uddannelsen er en professionsbachelor, som tager fire år. Her bruger man en del af tiden i praktik. Celine er i praktik lige nu, hvilket hun kommer nærmere ind på i afsnittet.

Hun fortæller også om hvilke retninger, man kan vælge at gå med uddannelsen - både undervejs på studiet og som færdiguddannet.

Lyt med og bliv klogere på skov- og landskabsingeniør på KU.

Sundhed og informatik

Katrine og Natascha har begge en bachelor i sundhed og informatik og læser nu på kandidaten af uddannelsen.

Sundhed og informatik er en tværfaglig uddannelse, hvor man kombinerer fag fra medicin, datalogi og samfundsvidenskab. Man lærer om alt fra humanbiologi til programmering og har fokus på den tekniske infrastruktur i sundhedsvæsenet.

I afsnittet fortæller Katrine og Natascha om, hvordan uddannelsen ikke kun er teoretisk, men også praktisk, når man f.eks. skal udvikle en app.

Derudover kan du høre, hvordan Katrine og Natascha oplever hverdagen som studerende. De fortæller om det sociale liv på uddannelsen, hvor man kender hinanden på kryds og tværs af årgange.

Og så fortæller de om muligheden for at engagere sig i en masse sociale fællesskaber såsom fredagsbaren eller i studiets fagråd.

Lyt med og bliv klogere på sundhed og informatik på KU.

Naturressourcer

Otto har netop færdiggjort sin bachelor i naturressourcer. Studiet er en naturvidenskabelig uddannelse, hvor man lærer om bl.a. bæredygtighed og menneskets forhold til naturen.

På naturressourcer skal man efter første år vælge en specialisering. Her kan man vælge imellem plantevidenskab, miljøvidenskab, naturforvaltning eller miljøøkonomi. Her valgte Otto miljøøkonomi.

I afsnittet fortæller han også om, hvordan man i det første år får en bred introduktion til alle retningerne, før man skal vælge specialisering. Man har fx fag inden for økologi, kemi, matematik og økonomi - og undervisningen er både teoretisk og praktisk, da man løbende er på ekskursioner.

Otto fortæller også om det sociale miljø på studiet. Hverdagen foregår på Frederiksberg Campus, hvor man har en fælles studiestart med et par andre studier, hvilket skaber et stort fællesskab.

Otto har selv været tutor af flere omgange. Han kan derfor løfte sløret for, hvad man kan forvente som ny studerende. Derudover fortæller han om studiets fredagsbar, festival, bestyrelse og revy.

Lyt med og bliv klogere på naturressourcer på KU.

Molekylær biomedicin

Sofie læser molekylær biomedicin på 6. semester. Uddannelsen er ifølge Sofie den perfekte kombination af natur- og sundhedsvidenskab, hvor man både har undervisning på KU’s Nørre Campus og Panum Instituttet. Her har man fag inden for bl.a. almen kemi, humanbiologi og molekylær biologi, og så foregår undervisningen både som forelæsninger og øvelser i laboratoriet.

På molekylær biomedicin har man også valgfag. I afsnittet fortæller Sofie om de forskellige valgmuligheder. Man kan fx bruge sine valgfag på at lave et erhvervsprojekt hos en virksomhed eller tage på udveksling, som Sofie gjorde. Her tog hun til Stockholm i et semester.

Når man er færdiguddannet, kan man forske i sygdomme eller arbejde i medicinalindustrien.

I afsnittet sætter Sofie også nogle ord på det sociale miljø på studiet. Her hjælper man hinanden i eksamensperioderne – og i hverdagen kan man hænge ud i studiebaren mBAR eller deltage i studiets revy eller fagråd.

Lyt med og bliv klogere på molekylær biomedicin på KU.

Datalogi-økonomi

Sofie har netop færdiggjort sin bachelor i datalogi-økonomi. Uddannelsen kombinerer økonomi og datalogi, og her lærer man at bruge programmering til at regne på økonomiske modeller.

I afsnittet fortæller Sofie, hvordan uddannelsen er bygget op. Man har nemlig økonomiske og datalogiske fag sideløbende med hinanden. Fx lærer man både mikro- og makroøkonomi og at kode. Ifølge Sofie er det netop en stor fordel, at man som dat-øk’er både kan forstå økonomiske teorier og lave datalogiske løsninger.

I afsnittet fortæller Sofie også om hvilke karrieremuligheder, datalogi-økonomi åbner op for. Sofie har selv fået et fuldtidsjob og arbejder nu med en avanceret form for chatbot hos et konsulenthus.

Derudover nævner Sofie de mange forskellige foreninger på campus. Hun beskriver, hvordan der er et tæt studiemiljø, hvor man lærer hinanden at kende på tværs af årgange og studier. Fx kan man engagere sig i alt fra revyen til studiebaren og deltage i den årlige gallafest.

Lyt med og bliv klogere på datalogi-økonomi på KU.

Farmaci

Christian læser farmaci på 4. semester. På uddannelsen lærer om man lægemidler, og hvordan de påvirker kroppen. Man har både fag inden for kemi og biologi, og så lærer man om kroppens funktioner og fremstilling af lægemidler.

I afsnittet fortæller Christian om sin studiestart og de forskellige traditioner på farmaci. Og så kommer han ind på hverdagen med læsning, eksaminer og en masse tid i laboratoriet.

Han fortæller også om studiemiljøet på farmaci, hvor de studerende ifølge Christian er gode til at hjælpe hinanden. Udover de mange timer sammen i laboratoriet har man også mulighed for at hænge ud sammen i fritiden.

Her kan man fx være medlem af strikke-, badminton- eller løbeklubben. Eller man kan kaste sig over fredagsbaren, hvis man gerne vil være med i det udvalg.

Til sidst i afsnittet fortæller Christian, hvad man kan komme til at arbejde med, når man er færdiguddannet. Her nævner han, at man kan få sin daglige gang i medicinalindustrien, på et hospital, på et apotek eller beskæftige sig med forskning på et universitet.

Lyt med og bliv klogere på farmaci på KU.