Spørg studievejlederen - en special om kvote 2

Tania arbejder som studievejleder på Københavns Universitet. I denne special fortæller hun om, hvordan du søger optagelse på KU gennem kvote 2. Blandt andet forklarer Tania forskellen på kvote 1 og kvote 2 - og så tager hun dig igennem hele processen for optagelse.

Afsnittet er også til dig, der gerne vil have svar på, hvad kvote 2-prøven går ud på, og hvordan du kan forberede dig til den? Samtidig stiller Tania skarpt på, hvordan interviewet foregår, hvis du går videre til det.

I afsnittet fortæller Tania også om, hvilke kriterier du som ansøger bliver bedømt på - og ikke mindst hvad du skal gøre, hvis du ender med ikke at blive optaget. Lyt med og bliv klogere på kvote 2 på KU.

Teater- og performancestudier

Lasse læser teater- og performancestudier på 4. semester. Her lærer han om teaterhistorien, og hvordan man kan se kulturelle begivenheder som en performance.

Samtidig har Lasse fået øjnene op for nye kunstformer og desuden fået mulighed for at dyrke sin kærlighed for musicals. Teater- og performancestudiet rummer nemlig en stor mængde valgfrihed, som gør, at man kan tilrettelægge sin uddannelse efter, hvad man selv interesserer sig for.

I afsnittet fortæller Lasse også om, hvordan den fælles interesse for teater skaber et sammenhold blandt de studerende, hvor de bl.a. tager i teatret sammen i fritiden.

Dertil fortæller han om studiets muligheder for praktik og udveksling. Uddannelsen er nemlig tæt forbundet med virkelighedens teaterverden og kan åbne døre til nogle spændende fremtidsmuligheder, hvis man brænder for scenekunst, kommunikation eller kulturformidling.

Lyt med og bliv klogere på teater- og performancestudier på KU.

Pædagogik

Sisse læser pædagogik på 5. semester. Hun oplever, at studiet ofte bliver forvekslet med det at læse til pædagog på en professionshøjskole. Men pædagogik på KU er en mere teoretisk uddannelse, hvor man lærer om læring, og arbejder i krydsfeltet mellem psykologi, sociologi og kommunikation.

I afsnittet fortæller Sisse om, hvordan hun faldt for pædagogik, da hun besøgte uddannelsen i en hel dag og opdagede, hvordan man lærer om mange af de emner, hun i forvejen interesserer sig for. Det gælder bl.a. normkritik og inklusion.

Desuden fortæller hun om de mange forskellige jobmuligheder, uddannelsen kan føre med sig. Sisse drømmer bl.a. om at gøre en forskel ved at arbejde med undervisning i flygtningelejre, oplyse piger og unge kvinder om deres rettigheder eller arbejde med udsatte børn og unge.

Lyt med og bliv klogere på pædagogik på KU.

Miljø- og fødevareøkonomi

Anton læser miljø- og fødevareøkonomi (tidligere jordbrugsøkonomi) på 3. blok på 2. år. Det svarer til 4. semester. Studiet har fokus på anvendt økonomi, og man bruger tit eksempler fra virkeligheden, når man skal lave forskellige udregninger.

I afsnittet fortæller Anton om sin hverdag, hvor han bruger meget af sin tid på det sociale på studiet. Han har bl.a. været med til at arrangere en studietur til Bruxelles, en årlig jule- og påskefrokost, og så kan man også finde ham i studiets unibar, som hedder A-vej.

Desuden fortæller Anton om, hvordan man efter uddannelsen kan ende med at arbejde i et ministerium, en NGO eller inden for finansverdenen.

Lyt med og bliv klogere på miljø- og fødevareøkonomi på KU.

Disclaimer: I afsnittet siger Anton, at der ikke er et karakterkrav på miljø- og fødevareøkonomi. Det er ikke rigtigt, da alle KU’s uddannelser har et karakterkrav på mindst 6,0. I stedet mener Anton, at der ikke er nogen adgangskvotient, da alle ansøgere er blevet optaget.

Nanoscience

Rania læser nanoscience på 4. semester. Hun startede med at læse biokemi, men savnede mere fysik. Derfor skiftede hun til nanoscience, som hun har været glad for lige siden. På nanoscience fokuserer man nemlig både på fysik, biologi og kemi – dog alt sammen på en meget lille skala.

I afsnittet fortæller Rania om de forskellige fag på uddannelsen, og hvordan studiet indeholder en stor mængde valgfrihed. Det gør, at hun kan dykke ned i lige præcis dét område af naturvidenskaben, som hun brænder for. Eksempelvis drømmer Rania om at arbejde med lys.

Rania fortæller også om det sociale liv på nanoscience, hvor der både er mulighed for at være med i fagrådet, revyen og caféen.

Lyt med og bliv klogere på nanoscience på KU.

Retorik

Danna læser retorik på 6. semester. Her lærer man f.eks. om det retoriske håndværk og sprogets betydning for samfundet og den offentlige debat.

Uddannelsen er både teoretisk og praktisk, og så fokuserer den også på mundtlig og skriftlig formidling. Sprogets magt og god argumentation er også på skemaet. Samtidig er retorik et håndværk, hvilket gør, at man også lærer at tale godt og bruge sin stemme på en hensigtsmæssig måde.

I afsnittet fortæller Danna om sin vej til studiet og om at skulle starte på universitetet efter fem sabbatår. Dertil lukker Danna dig ind i det sociale fællesskab på retorik, som hun ofte bruger, og som er stærkt på tværs af årgangene.

Til sidst fortæller hun om de fremtidsmuligheder, studiet fører med sig. For eksempel kan man arbejde med retorisk eller politisk rådgivning.

Lyt med og bliv klogere på retorik på KU.

Machine learning og datavidenskab

Marcus og Alexander læser begge machine learning og datavidenskab på 4. semester. På uddannelsen lærer de om kunstig intelligens, matematik, statistik og datalogi. Derfor kalder Alexander også studiet for det ultimative tværfaglige studie.

Machine learning og datavidenskab er samtidig en teoretisk uddannelse, men du bliver også introduceret til programmering. Ifølge Marcus og Alexander er det ligesom at lære et nyt sprog.

I afsnittet forklarer Marcus og Alexander, hvad machine learning helt præcist går ud på, og hvordan du kan bruge værktøjerne i praksis til at arbejde med alt fra selvkørende biler til kræftforskning.

Marcus og Alexander fortæller også om det sociale liv på studiet, som de er rigtig glade for. Her hjælper man hinanden, hvis fx opgaverne er svære.

Lyt med og bliv klogere på machine learning og datavidenskab på KU.

Datalogi

Jo læser datalogi på 4. semester. På studiet lærer hun at arbejde med data, programmering og matematik. Jo startede på uddannelsen som sin plan B, men endte med at blive så glad for studiet, at hun bruger meget af sin fritid på at engagere sig i det sociale på uddannelsen. Jo deltager derfor både i studiets café og revy, som hun også fortæller om i afsnittet.

Derudover fortæller Jo om sin hverdag med afleveringer og undervisning. På datalogistudiet arbejder man teoretisk med data og matematik, men får også praktisk erfaring. Eksempelvis har Jo lært at programmere sit eget arkadespil i undervisningen.

Datalogistudiet rummer meget valgfrihed, og derfor har man stor mulighed for at tilrettelægge sin uddannelse efter, hvad man selv synes er spændende.

Lyt med og bliv klogere på datalogi på KU.

Kommunikation og it

Mads læser kommunikation og it på 6. semester. Uddannelsen kombinerer datalogi og humaniora, og her lærer man om samspillet mellem mennesker og it. På studiet får man derfor viden om bl.a. data, programmering, formidling og kommunikationsteori.

I afsnittet fortæller Mads, at han vægter det sociale liv på studiet højt, hvilket var en af grundene til, at han valgte at læse kommunikation og it. For eksempel spiller han selv på studiets fodboldhold og tilbringer tid i fredagsbaren, som hedder Kommpasset.

Uddannelsen i kommunikation og it indeholder en stor mængde valgfrihed, som gør, at man via valgfag, praktik og udveksling kan sammensætte sit studie ud fra, hvad man selv interesserer sig for. Eksempelvis har Mads taget et valgfag om samspillet mellem sport og kommunikation, som han også beskæftiger sig med i sit bachelorprojekt.

Lyt med og bliv klogere på kommunikation og it på KU.

Idræt og fysisk aktivitet

Sidsel læser idræt og fysisk aktivitet på 2. semester. Her lærer hun både om idræt og bevægelse ud fra et teoretisk og praktisk perspektiv. I afsnittet fortæller Sidsel om, hvordan hun har lært en masse forskellige sportsgrene og teknikker bl.a. at lave håndstand i gymnastik og livredning i svømning.

Gruppearbejde er også en vigtig del af Sidsels studieliv, hvilket styrker det sociale fællesskab på studiet. Hun fortæller om, hvordan hendes studiegruppe har udviklet deres samarbejde, og hvordan de hjælper hinanden i hverdagen.

I afsnittet fortæller Sidsel også om at være ordblind, og hvordan hun får specialpædagogisk støtte (SPS). Det gør en stor forskel for hendes trivsel og succes på studiet.

Du kan læse mere om SPS-støtte her: https://studier.ku.dk/bachelor/saerlig-stoette/

Lyt med og bliv klogere på idræt og fysisk aktivitet på KU.